Kickstarter-succesen, der om nogen kickstartede crowdfunding af computerspil, er noget så sjældent som et hjertevarmt og modent spil uden én falsk tone.
Hendes navn er Vella. Hans er Shay. Hun er lige vågnet op til sin sidste dag nogensinde. Han er lige vågnet op til endnu en dag som alle de foregående. Hendes bliver en rituel død, hans en gentagelsens død. På overfladen er deres situationer vidt forskellige, men sådan behøver det naturligvis ikke at være i den gode fortællings parallelle opbygning og intelligente modstillinger.
Og en god historie, det er Broken Age – i mere end én forstand. For de af jer, der har boet under en sten i en hule på den mørke side af månen, kan det oplyses, at spillet startede som Kickstarter-projekt den 8. februar 2012. På blot ni timer var finansieringsmålet på 400.000 dollar nået. Da Kickstarter-indsamlingen sluttede godt og vel en måned senere, stod udviklerholdet fra Double Fine Productions med ca. 3,5 millioner dollar på bankkontoen. Succesen åbnede både øjne og døre. Crowdfunding var pludselig ikke længere forbeholdt bittesmå enkeltmandsprojekter, men var en reel finansieringsmulighed for især remakes og fortsættelser til spilklassikere. I de efterfølgende uger og måneder høstede projekter som Wasteland 2, Shadowrun Returns og Torment: Tides of Numenera alle hundredtusindvis af dollars fra entusiastiske spillere.
Broken Age er et adventurespil, hvilket – som chefdesigner på projektet, Tim Schafer, med vanlig selvironi udtrykker det – ”is awkward, because everybody knows adventure games are dead”. Selvom det er 15 år siden, at Schafer sidst beskæftigede sig med genren, da han begik mesterværket Grim Fandango, ved han dog naturligvis godt, at det ikke er tilfældet, hvilket især Telltale Studios har bevist med spil som The Walking Dead og Tales of Monkey Island.
Ligesom disse spil er Broken Age en episodisk udgivelse – andet og sidste akt kommer senere på året. Indtil da er der masser at fornøje sig med i dette første akt, der, trods et nærmest dystopisk præmis, inderst inde er lige så hjertevarmt som en Roald Dahl-fortælling.
De to unge hovedpersoner, Vella og Shay, lever begge i surrealistiske verdener, der er befolket af sære væsener og præget af mystiske ritualer. Vella står over for at skulle ofres til det Cthulhu-agtige monster Mog Chothra, men ser det – modsat familien og alle andre skønne ungmøer – ikke som nogen stor ære. Shay vågner hver dag op på et rumskib, hvor han på Groundhog Day-agtig vis hjælper nogle små, nuttede Teletubbies-agtige væsener med de samme problemer dag efter dag, mens han overvåges af sine overbeskyttende computerforældre(!).
Broken Age lægger sig i både tone og stil tæt op ad Wes Andersons stopmotion-filmatisering af førnævnte Dahls Fantastic Mr. Fox, og det skader naturligvis ikke indlevelsesevnen, at Double Fine Productions har brugt nogle af de indsamlede 3,5 millioner dollar på at hverve et par Hollywood-sværvægtere til at stå for stemmeskuespillet. Især Elijah Wood som Shay og David Kaufman som den ulven Marek er helt i særklasse. Sidstnævnte ligner en venligtsindet Mr. Burns fra The Simpsons i fåreudklædning og kommer gang på gang med Yoda-agtige one-liners som ”I am what I do… a rescuer of creatures in need.” Den såkaldte Space Weaver, der er en trekantet skabning, som hjælper Shay med at komme fra galakse til galakse ved –bogstaveligt talt – at væve forholdet mellem tid og rum, er endnu en uforglemmelig figur: ”Bring me a star chart and the fabric of space and time shall be knit to serve your purpose.”
Med en overlegen fortælling, et persongalleri undfanget under et LSD-trippet besøg i børnebogsarkiverne og en særegen visuel stil er det skuffende, at Broken Age rent spilmekanisk er ret ordinært. Der er tale om et klassisk point and click-adventurespil, hvor størstedelen af gåderne løses ved brug af én, to eller tre indsamlede ting enkeltvist eller i rækkefølge. Nogle gange er det simpelt (fx at bruge en ske til at spise et bjerg af is med), andre gange involverer det en smule mere abstrakt tænkning. Når man som Shay for eksempel flyver rundt ude i rummet i et forsøg på at få manuel kontrol over rumskibbets fangarme, er det svært ikke at tænke på Alfonso Cuaróns sanselige mesterværk Gravity, da det pludselig går op for én, at man kan bruge sin Whip Cream Dispenser som fremdriftsmotor.
Desværre er langt de fleste gåder alt for nemme, og det er de færreste rutinerede adventurespillere, der på noget tidspunkt vil føle sig udfordrede. Når man endelig sidder fast, skyldes det ofte, at man på ét eller andet tidspunkt har overset en genstand, hvilket typisk medfører irriterende backtracking og minutiøs gennemgang af tidligere besøgte rum.
Broken Age skal således i sidste ende snarere opleves på grund af sin unikke, syrede fortælling og stemning end på grund af sit gameplay. Men opleves – det skal det bestemt.
7/10
Spillet er testet på pc. Læs om vores karaktersystem her.